Pias musikkarriere begyndte i 1971, da hun som bare 11 årig startede som aspirant i Gladsaxe Pigegarde. Pia vidste intet om musik, men hendes mor mente, at det skulle hun prøve, noget hun den dag i dag er meget taknemmelig for. Musikken er siden blevet en vigtig del af hendes livskvalitet og fungerer nærmest som medicin for sjælen, selv en dårlig dag kan reddes af en aften i orkesteret.

Hun begyndte at spille marchfløjte og gik senere over på bariton. I løbet af sine 16 år i garden havde hun mange forskellige roller, blandet andet tambourmajor, dansepige, huludfylder, janitshar og fanebærer.
Livet i garden bød på et væld af sjove arrangementer, rejser, garderstævner og store koncerter. Det var noget man var stolt af at være en del af.
Da hun fyldte 25 var det tid til at finde et voksenorkester. Heldigvis kendte hun en tidligere garder, som spillede i Søborg Harmoniorkester, og der var plads til en bariton, så i januar 1986 startede hun i det hyggelige orkester.
Som 40 årig fik hun lyst til at prøve et nyt instrument, og valget faldt på trækbasunen.
Hun brugte flere uger på at øve ”Bjørnen sover” for at få styr på de svære træk. Herefter begyndte hun i Copenhagen Bigband, som udsprang af Gladsaxe Pigegarde. Det blev 10 dejlige og sjove år, med spillejobs til dans til sent ud på natten. Senere blev bigbandet skiftet ud med Københavns Postorkester, hvor hun fortsat spiller trækbasun, nu på tiende år.
Der er gået 40 år, og hun er stadig medlem af Søborg Harmoniorkester. Pias næste mål er at nå 50 års jubilæum i SH.